Hvor sørgmodigt dog Dannebrogen vajer hver d. 9. maj!
Jeg sidder og læser til eksamen og har knapt nok tid til at skrive dette indlæg mellem demokratiteori, systemteori, klasseteori, konsolideringsteori og en masse andet samfundsvidenskabeligt stof, men en tanke slog mig, som jeg vil dele med Dem, kære læser:
Mens jeg i dag sad og læste i min kollegielejlighed af beskeden størrelse, vajede Dannebrogens røde og hvide dug uden for i kollegiets flagstang. Men hvordan så det ud? - så trist, så trist! Flaget kastede sig ikke ud i lystigt leg i vinden, men hang slapt ned af flagstangen. Hvis De, kære læser, har været uden for i dag, ville de vide, at dette ikke forekom naturligt, da vinden blæste ivrigt hele dagen. Vinden gjorde da også, hvad den kunne, og fik da også flaget til at blafre, men kun for at flaget igen bagefter kunne hænge slapt ned af flagstangen. Vinden forsøgte at tvinge den røde og hvide fane til at vaje til fryd og glæde for folket, men den måtte give op.
I dag er det Europadag. Europa over vajer faner i 27 forskellige lande. Men hvorfor hejses nationalflaget? Hvorfor tvinge hver en fane til at messe sit eget rekviem? Hvorfor afkræve hver en fane hyldest for det, som kan gøre, at fanen snart sagt lige så godt kunne bruges som gulvklud?
I sandhed har de nationale faner intet motiv til at vaje i flagstangene på netop denne dag. I sandhed har ingen virkelig partiot noget at glædes over i dag. I sandhed har ingen mand, der erklærer sig som et menneske af fortid, nutid og fremtid endsige elsker det samfund, som uvægerligt er en del af ham selv, noget at hylde eller glædes over på denne dag.
Næ, man burde have fundet sørgebindene frem, manet til tavshed og eftertanke og hejst flaget ganske vist, men kun på halv!
Må jeg kondolere!
Mens jeg i dag sad og læste i min kollegielejlighed af beskeden størrelse, vajede Dannebrogens røde og hvide dug uden for i kollegiets flagstang. Men hvordan så det ud? - så trist, så trist! Flaget kastede sig ikke ud i lystigt leg i vinden, men hang slapt ned af flagstangen. Hvis De, kære læser, har været uden for i dag, ville de vide, at dette ikke forekom naturligt, da vinden blæste ivrigt hele dagen. Vinden gjorde da også, hvad den kunne, og fik da også flaget til at blafre, men kun for at flaget igen bagefter kunne hænge slapt ned af flagstangen. Vinden forsøgte at tvinge den røde og hvide fane til at vaje til fryd og glæde for folket, men den måtte give op.
I dag er det Europadag. Europa over vajer faner i 27 forskellige lande. Men hvorfor hejses nationalflaget? Hvorfor tvinge hver en fane til at messe sit eget rekviem? Hvorfor afkræve hver en fane hyldest for det, som kan gøre, at fanen snart sagt lige så godt kunne bruges som gulvklud?
I sandhed har de nationale faner intet motiv til at vaje i flagstangene på netop denne dag. I sandhed har ingen virkelig partiot noget at glædes over i dag. I sandhed har ingen mand, der erklærer sig som et menneske af fortid, nutid og fremtid endsige elsker det samfund, som uvægerligt er en del af ham selv, noget at hylde eller glædes over på denne dag.
Næ, man burde have fundet sørgebindene frem, manet til tavshed og eftertanke og hejst flaget ganske vist, men kun på halv!
Må jeg kondolere!