Forskellen på historie og samfundsvidenskab

Efter en smule søgen har jeg fundet forskellen på historie og samfundsvidenskaberne. Samfundsvidenskaberne bruger alle deres kræfter på at sætte mennesket på formel. Via sociologi, psykologi, økonomisk teori og politologi kæmper samfundsvidenskaberne indædt for at forudsige fremtiden ud fra deres egne udviklede formler. Historikeren står derimod på sidelinien og griner hver gang, de fejler. Han har indset, at det ikke kan lade sig gøre. Han har flere hundrede års historie, som beviser, at mennesket ikke kan sættes på formel, men at vi forsøger alligevel. Hvor politologen, sociologen og økonomen i akademisk arrogance sætter sig over og uden for samfundet og tror sig klog nok til at skue ind i fremtiden, så accepterer historikeren sin ydmyge plads i historien som del af samfundet. Og skam få de historikere, der føler, at de som samfundsvidenskabsmanden kan agere sandsiger med statistikker som krystalkugle. Lad blot samfundsvidenskabsmændene lege med deres tabeller, formler og teorier, men historikere må ikke falde ned på deres niveau. Det er historiefaget trods alt for vigtigt til.

Efter hybris kommer nemesis

Når man tænker over, hvilke begivenheder der i sin tid affødte den sekularisering, som har varet 100 ud af 10.000 års mere eller mindre kortlagte historie, man kan kigge tilbage i i oversigtsfremstillingerne, så er Titanics forlis ikke en ligegyldig en af disse begivenheder. Måden, hvorpå forliset generelt bliver fremstillet i litteraturen, er, at forliset var så slem en katastrofe, at en god gud ikke kan eksistere, hvis sådanne ting er mulige. Dette synspunkt blev konsolideret af 1. Verdenskrig, som blev opfattet som en gigantisk katastrofe.

Det 20. århundrede var startet med en usammenlignelig menneskelig hybris. Teknologisk troede mennesket ikke, at der var noget, der var umuligt. Da Orville og Wilbur Wright i 1903 havde lettet fra jorden med det første bemandede fly, der var tungere end luften, blev teorien om, at intet var teknologisk umuligt, anset for værende et faktum.

Men hovmod står for fald, og nemesis indtraf netop i 1912 og 1914. På trods af menneskets høje teknologiske niveau, kunne mennesket ikke skabe et synkefrit skib og ej heller holde barbariet fra døren. I 1918 stod mennesket tilbage som desillusioneret. Mennesket var - og er - primitivt og barbarisk, men i stedet for at vende sig mod det, der kunne råde bod på menneskets fejl - nemlig Guds nåde og tilgivelse - vendte man Gud ryggen. Man dømte Gud for menneskets forbrydelse.

Alverdens katastrofer, der siden har ført med sig i det 20. århundrede, og de har været mange, har ikke ført til andet end en stadig større foragt for det ene, der kan gøre mennesket fuldendt - Guds nåde og tilgivelse. Hvor forargeligt er ikke mennesket! Hvor fordærvet er ikke mennesket! Hvor tåbeligt er ikke mennesket!

I stedet for at svælge i det 20. århundredes primitivitet, barbarisme og den efterfølgende værdiforagt skulle mennesket åbne øjnene for de værdier, der fulgte os til det 20. århundrede og derudover huske at tilføje en: Ydmyghed!