Historien om Jacob - et reaktionært eventyr fortalt for børn (kapitel 2)

Jacob følte sig nu på den rette hylde. Han følte, at han gjorde sin pligt, selvom han ikke var glad for alle børnenes blikke, når de fortalte hinanden om, hvor god og venlig Jacob var. Det brød han sig ikke om. Han gjorde jo bare, hvad han syntes, han burde gør. Livet gik ellers sin vante gang i den lille skolegård. Børnene havde lært at leve med, at de måtte undvære de to sandkasser, men de store drenge langede ikke længere ud efter børnene i skolegården. De store drenge lod mest bare børnene være i fred. Det var, fordi Jacob havde været ovre og snakke med dem. Han lovede dem, at de små børn nok skulle lade være med at irritere dem, når bare de store drenge bare ville blive i sandkasserne og ikke gå længere ind i skolegården. Orla var den eneste, der stadig var meget bange for dem, og han var aldrig henne ved sandkasserne. Han sad mest og tænkte og så trist ud. Jacob havde dog stadig mere og mere bøvl med Chresten og Viggo. De var begyndt at hænge små sedler op rundt omkring sammen med deres venner. Chrestens sedler var mest sådan noget med: ”Jacob er dum!” og ”Jacob kysser med lærerne”, mens Viggos sedler var lidt længere og med mere indviklede sætninger med svære ord – f.eks. ”Jacob har ingen lapper på sit tøj, og derfor er han ikke ligesom alle os andre. Han lægger også planer med lærerne om, at vi skal have flere lektier for. Han har fortjent at komme op i affaldscontaineren.”
Efter at gårdvagten var blevet smidt væk var man begyndt at stemme om, hvad man skulle lave i gymnastik. Jacob ville altid gerne spille kricket, og det ville mange af de andre børn også, men så kom Chresten og Viggo og sagde, at de hellere ville spille fodbold, og fordi Chresten og Viggo var så store, så var der mange, der stemte fodbold, selvom de hellere ville spille kricket. For det meste blev det dog kricket alligevel, for det syntes alle børnene var så sjovt, men det gjorde Chresten og Viggo ikke – nok mest fordi de vidste, at Jacob godt kunne lide kricket. Men når så det blev kricket, så satte Chresten og Viggo sig bare midt på kricket-banen og sagde, at de ikke ville være med. Det var ikke så godt, og så endte det bare med, at de ikke lavede noget som helst.
En dag blev det nok for Jacob: En lille gruppe af Jacobs venner, der alle havde blå trøjer på gik hen og fortalte Chresten og Viggo, at dér måtte de altså ikke sidde og så gik de. De blå drenge blev hurtigt til helte, fordi de havde smidt Chresten og Viggo væk, men Chresten og Viggo og deres venner hadede dem.
Chresten var en meget stor og voldelig bølle, og han ville gerne tæve på folk. Viggo gad efterhånden ikke at slås mere. Han mente, at man gerne måtte råbe af hinanden, men ikke slå hinanden, men Chresten var ligeglad, og han sagde til alle sine venner, at de skulle tage alt legetøjet og samle det i et hjørne, hvor de kunne øve sig på at kaste, til når de skulle kaste det efter Jacob og hans venner.
En dag skete det, at Chrestens ven Julius, som var en meget lille dreng, kastede en legetøjsbil mod Jacob. Jacob havde ikke set legetøjsbilen, men han var heldig, for den ramte hans sandkasseskovl. Det kunne ellers have gjort rigtig nas. Alle Jacobs venner fandt hurtigt ud af, hvad der var sket, og de samledes i skolegården om Jacob og var så glade for, at han var okay. En efter en begyndte de at råbe, og Jacob blev helt rød i hovedet. Han blev helt genert. Det, de råbte var nemlig: ”Længe leve ministeriet Estrup!”

Kilde: Danmarkshistorien 1875-84

Historien om Jacob - et reaktionært eventyr fortalt for børn (kapitel 1)

Jacob var en lille rødhåret dreng. Hans forældre boede i et stort hus med en stor have, og Jacob gik altid i pænt tøj. Han gik i en skole med mange forskellige børn, og nogle af dem var da også flinke, men der var mange, der drillede Jacob. De drillede ham med hans pæne tøj, men også fordi Jacob altid lavede sine lektier. De kaldte ham ”lærerens kæledægge” og ”mors dreng”, og det var møguretfærdigt, for Jacob lavede kun sine lektier, fordi han så blev glad indeni over at have gjort sin pligt. De små stjerner, han fik på sine flotte tegninger i formning og de knus, han fik af sin mor, når han viste sin karakterbog, var han ligeglad med. Jacob ville bare gøre sin pligt.
I skolegården var der to grupper: De gode og fornuftige børn, som Jacob var en af, og som gjorde, hvad lærerne sagde, og så bøllerne, som altid drillede Jacob og hans venner. De værste bøller var Viggo og Chresten. De spillede så kloge og var totalt ligeglade med lærerne, men det syntes Jacob ikke var i orden. Jacob syntes, at man var nødt til at gøre, hvad lærerne sagde. De var jo dem, der vidste bedst, så Jacob forstod ikke, hvorfor Chresten og Viggo hele tiden forsøgte at gøre det modsatte af, hvad læreren sagde.
Udover Viggo og Chresten var der også Orla. Orla var en lille lort, som troede, han kunne alting. Han spillede meget klog, og når gårdvagten skældte ud, var han bare ligeglad. Det var noget sært noget, tænkte Jacob.
En gang skete der noget underligt: Orla havde som sædvanlig fået skældud, men havde samlet en lille gruppe bøller, som gik hen til gårdvagten og skældte gårdvagten ud lige bagefter. Gårdvagten var en ny lærer, der havde et underligt navn. Han hed Frederik VII og var en meget lille og bange mand, og til sidst så havde han fået så meget skældud af Orla, at han løb og løb ud af skolegården. Han kom tilbage den næste dag, men han sad bare i det ene hjørne med sin pibe og sagde ingenting. Det var noget værre noget, tænkte Jacob, for nu kunne bøllerne tæve løs på alle de små børn.
Orla og hans venner opførte sig som om de ejede skolegården, men ikke nok med det. De begyndte også at drille de store drenge, som boede ved siden af skolegården, men de store drenge ved siden af var meget store, og de gik ikke engang i skole mere. En dag kom de store drenge ind i skolegården og satte sig i de to store sandkasser i skolegården, Slesvig- og Holsten-sandkasserne, og de rykkede sig ikke. De blev bare siddende og drak øller og spiste pølser.
Skolegården var nu blevet meget mindre, og Orla og hans venner begyndte at fortryde, at de havde smidt gårdvagten væk. Det var noget værre noget! Chresten, Viggo og deres venner var også begyndt at tæve løs på Orla, men gårdvagten gjorde jo ikke noget. Orla begyndte at græde, men så kom Jacob over til ham og sagde, at han ikke skulle græde. De gode og fornuftige børn måtte holde sammen. Orla syntes, at Jacob var en god ven, og nu blev det Jacob, de andre børn lyttede til, for det var jo ham, der var klog og vidste, hvordan man skulle gøre tingene, for det var jo ham, der lyttede til lærerne. De fleste af børnene begyndte at forstå det – undtagen Chresten og Viggo og deres venner. Både Orlas og Jacobs venner samledes om Jacob, fordi de synes, at han var så klog, og en dag, da Jacob kom ud i skolegården efter, at det havde ringet ud, stod alle i skolegården og samledes om Jacob. Kun Chresten og Viggo og deres bølle-venner stod nede bagerst og så sure ud. Gårdvagten gik så op foran alle børnene og begyndte at råbe. Det samme begyndte alle de andre elever på, og råbene blev højere og højere, til de kunne høres i hele skolegården. De blev ved med at råbe længe, og hele tiden råbte de det samme: ”Længe leve ministeriet Estrup!”

Kilde: Danmarkshistorien 1845-1875