Historien om Jacob - et reaktionært eventyr fortalt for børn (kapitel 2)

Jacob følte sig nu på den rette hylde. Han følte, at han gjorde sin pligt, selvom han ikke var glad for alle børnenes blikke, når de fortalte hinanden om, hvor god og venlig Jacob var. Det brød han sig ikke om. Han gjorde jo bare, hvad han syntes, han burde gør. Livet gik ellers sin vante gang i den lille skolegård. Børnene havde lært at leve med, at de måtte undvære de to sandkasser, men de store drenge langede ikke længere ud efter børnene i skolegården. De store drenge lod mest bare børnene være i fred. Det var, fordi Jacob havde været ovre og snakke med dem. Han lovede dem, at de små børn nok skulle lade være med at irritere dem, når bare de store drenge bare ville blive i sandkasserne og ikke gå længere ind i skolegården. Orla var den eneste, der stadig var meget bange for dem, og han var aldrig henne ved sandkasserne. Han sad mest og tænkte og så trist ud. Jacob havde dog stadig mere og mere bøvl med Chresten og Viggo. De var begyndt at hænge små sedler op rundt omkring sammen med deres venner. Chrestens sedler var mest sådan noget med: ”Jacob er dum!” og ”Jacob kysser med lærerne”, mens Viggos sedler var lidt længere og med mere indviklede sætninger med svære ord – f.eks. ”Jacob har ingen lapper på sit tøj, og derfor er han ikke ligesom alle os andre. Han lægger også planer med lærerne om, at vi skal have flere lektier for. Han har fortjent at komme op i affaldscontaineren.”
Efter at gårdvagten var blevet smidt væk var man begyndt at stemme om, hvad man skulle lave i gymnastik. Jacob ville altid gerne spille kricket, og det ville mange af de andre børn også, men så kom Chresten og Viggo og sagde, at de hellere ville spille fodbold, og fordi Chresten og Viggo var så store, så var der mange, der stemte fodbold, selvom de hellere ville spille kricket. For det meste blev det dog kricket alligevel, for det syntes alle børnene var så sjovt, men det gjorde Chresten og Viggo ikke – nok mest fordi de vidste, at Jacob godt kunne lide kricket. Men når så det blev kricket, så satte Chresten og Viggo sig bare midt på kricket-banen og sagde, at de ikke ville være med. Det var ikke så godt, og så endte det bare med, at de ikke lavede noget som helst.
En dag blev det nok for Jacob: En lille gruppe af Jacobs venner, der alle havde blå trøjer på gik hen og fortalte Chresten og Viggo, at dér måtte de altså ikke sidde og så gik de. De blå drenge blev hurtigt til helte, fordi de havde smidt Chresten og Viggo væk, men Chresten og Viggo og deres venner hadede dem.
Chresten var en meget stor og voldelig bølle, og han ville gerne tæve på folk. Viggo gad efterhånden ikke at slås mere. Han mente, at man gerne måtte råbe af hinanden, men ikke slå hinanden, men Chresten var ligeglad, og han sagde til alle sine venner, at de skulle tage alt legetøjet og samle det i et hjørne, hvor de kunne øve sig på at kaste, til når de skulle kaste det efter Jacob og hans venner.
En dag skete det, at Chrestens ven Julius, som var en meget lille dreng, kastede en legetøjsbil mod Jacob. Jacob havde ikke set legetøjsbilen, men han var heldig, for den ramte hans sandkasseskovl. Det kunne ellers have gjort rigtig nas. Alle Jacobs venner fandt hurtigt ud af, hvad der var sket, og de samledes i skolegården om Jacob og var så glade for, at han var okay. En efter en begyndte de at råbe, og Jacob blev helt rød i hovedet. Han blev helt genert. Det, de råbte var nemlig: ”Længe leve ministeriet Estrup!”

Kilde: Danmarkshistorien 1875-84