Historien om Jacob - et reaktionært eventyr fortalt for børn (kapitel 3)

Jacob var meget populær i skolegården, og alting syntes nu under kontrol. Der var dog stadig problemer med Chresten og Viggo i gymnastiktimerne, men Jacob havde fundet en løsning. Når Chresten og Viggo satte sig ned på den ene kricketbane i skolegården, gik de bare over på den anden. Chresten, Viggo og deres bøllevenner var nemlig ikke nok til at sætte sig på begge baner. Der skete ikke noget som helst på Folketings-kricketbanen, men til gengæld blev der spillet kricket af hjertens lyst på Landstings-kricketbanen. På den måde fik eleverne alligevel lov til at more sig i gymnastiktimerne. Det var en god løsning, synes de fleste. Det var lidt irriterende, at der kun var en kricketbane at spille på, men det var bedre end ingenting. Kricket skulle der jo spilles. Chresten og Viggo blev mere og mere sure. De hadede Jacob virkelig meget. "Det må man ikke", råbte de til Jacob. Viggo skrev og skrev og hængte sedler med lange ord op over det hele. Han samlede nogle af bøllevennerne i et hjørne af skolegården, som de kaldte Politikens hovedredaktion. De forsøgte at finde så mange grimme ord om Jacob som overhovedet muligt og hænge dem op alle mulige steder. Chresten forsøgte at gøre det samme, men han var ikke så opfindsom, så sedlerne blev mest læst af de børn med dårlige karakterer, og der stod stadig bare ting som "Jacob er dum" eller "Jacob er en nisse". Mest fortsatte Chrestens bøllevenner bare med at smide med legetøj over i en krog af skolegården, og de blev efterhånden meget gode til det, men endnu kunne Jacobs blå venner godt holde dem væk.

Tingene gik generelt sin vante gang. Alle var stadig glade for Jacob - undtagen bøllerne. Jacob talte meget med gårdvagten om, hvordan tingene skulle være, for han var meget klog og pligtopfyldende og var enig med Jacob om, at man ikke skulle lave en masse ting meget om, så bøllerne måske kunne udnytte forvirringen til at skabe uro i skolegården.

Overordnet kørte tingene godt, og de fleste børn var enige: "Længe leve ministeriet Estrup"

Kilde: Danmarkshistorien 1885-89

Hvornår blev Danmark et demokrati?

Endnu en gang er jeg på mit midlertidige studie ved Instituttet for Statskundsskab på Århus Universitet blevet rystet - ja, jeg vil endda sige, at jeg er blevet forfærdet. Spurgt blev vi til en forelæsning - hvilket i øvrigt er en uskik - hvornår Danmark blev et demokrati. Spørgsmålet er ikke dårligt, men det var svarene:

Det første svar kom fra en for mig ukendt person til stede. Hvorvidt det var den umiddelbare nærhed af Kvindernes Internationale Kampdag, eller om han sad ved siden af sin kæreste, ved jeg virkelig ikke, men ikke desto mindre var svaret: "1915 - for da fik kvinderne stemmeret". Jeg har ikke noget mod repræsentanterne for det svage køn som helhed, men det faktum, at stemmeretten blev udvidet til også at gælde for kvinderne, kan ikke gøre et regime demokratisk. Argumenterne for, at Danmark var et folkestyre der forinden var, at manden repræsenterede husstanden. Efter 1915 var det manden OG kvinden, der repræsenterede husstanden. Dette gjorde mulighederne mere nuancerede, men var Danmark ikke et demokrati der forinden, er det svært at forklare, hvorfor det skulle være blevet det ganske enkelt med en udvidelse af stemmeretten, da befolkningen fortsat boede i husstande af far, mor og børn.

Det næste svar var 1901. Et fantastisk svar! Parlamentarismens indførelse... den fantastiske indretning, at den lovgivende forsamling kan vælge eller vælte en regering, som siden indførelsen snarere end retfærdighed og fleksibilitet er blevet garant for en korrumpering af det politiske liv. Som set ved Lars Barfoed-sagen, så bruges parlamentarismen som forhandlingsmiddel og ikke som en fleksibel og demokratisk måde at skifte regering på. I øvrigt er parlamentarismen af mindre betydning, da regeringsmagten ikke er meget værd uden flertal i den lovgivende forsamling.

Der var også et vanvittigt menneske, der sagde 1953 af den grund, at da blev parlamentarismen skrevet ind i grundloven. Udover det ringe koncept parlamentarismen er, så er intet nogensinde blevet mere rigtigt af at blive skrevet ned - ej heller er det en ændring at noget bliver grundlovsfæstet, når det allerede er almindelig praksis.

Selvfølgelig er min pointe hovedsageligt, at det demokratiske samfund, vi har i dag - man kan mene om det, hvad man vil - ikke er blevet til med et trylleslag, men har udviklet sig til det, det er, men en anden væsentlig pointe er også, at man ikke skal se nutiden som det, alt andet er arbejdet i retning af. Man må se på tingene overordnet og i relation til hinanden. Ud fra én demokratisk indgangsvinkel var Danmark et bedre demokrati før 1915, ud fra en anden ikke. Det er stadig ikke alle landets indbyggere, der har stemmeret. Er landet så demokratisk? Ordet "folkestyre" er blevet brugt siden 1849. Hvis vi frtager Orla Lehmann og Grundtvig muligheden for at definere ordet, som de gjorde, så ser vi ned på fortidens giganter - de, vi som Newton sagde, står på skuldrene af - og dermed træder vi ned fra deres skuldre, og vort udsyn over vor verden i dag bliver meget ringere.