Det autentiske menneske - en forskers bekendelser

Jeg er ph.d.-studerende i historie. Mit job er derfor at afdække de forrygende eksistenser, der har påvirket det samfund, som vi er en del af. Denne blog vil blive dedikeret til at hylde disse eksistenser... og at fortælle upassende jokes.

Name:
Location: Århus, Denmark

Thursday, March 29, 2007

Historien om Jacob - et reaktionært eventyr fortalt for børn (kapitel 3)

Jacob var meget populær i skolegården, og alting syntes nu under kontrol. Der var dog stadig problemer med Chresten og Viggo i gymnastiktimerne, men Jacob havde fundet en løsning. Når Chresten og Viggo satte sig ned på den ene kricketbane i skolegården, gik de bare over på den anden. Chresten, Viggo og deres bøllevenner var nemlig ikke nok til at sætte sig på begge baner. Der skete ikke noget som helst på Folketings-kricketbanen, men til gengæld blev der spillet kricket af hjertens lyst på Landstings-kricketbanen. På den måde fik eleverne alligevel lov til at more sig i gymnastiktimerne. Det var en god løsning, synes de fleste. Det var lidt irriterende, at der kun var en kricketbane at spille på, men det var bedre end ingenting. Kricket skulle der jo spilles. Chresten og Viggo blev mere og mere sure. De hadede Jacob virkelig meget. "Det må man ikke", råbte de til Jacob. Viggo skrev og skrev og hængte sedler med lange ord op over det hele. Han samlede nogle af bøllevennerne i et hjørne af skolegården, som de kaldte Politikens hovedredaktion. De forsøgte at finde så mange grimme ord om Jacob som overhovedet muligt og hænge dem op alle mulige steder. Chresten forsøgte at gøre det samme, men han var ikke så opfindsom, så sedlerne blev mest læst af de børn med dårlige karakterer, og der stod stadig bare ting som "Jacob er dum" eller "Jacob er en nisse". Mest fortsatte Chrestens bøllevenner bare med at smide med legetøj over i en krog af skolegården, og de blev efterhånden meget gode til det, men endnu kunne Jacobs blå venner godt holde dem væk.

Tingene gik generelt sin vante gang. Alle var stadig glade for Jacob - undtagen bøllerne. Jacob talte meget med gårdvagten om, hvordan tingene skulle være, for han var meget klog og pligtopfyldende og var enig med Jacob om, at man ikke skulle lave en masse ting meget om, så bøllerne måske kunne udnytte forvirringen til at skabe uro i skolegården.

Overordnet kørte tingene godt, og de fleste børn var enige: "Længe leve ministeriet Estrup"


Kilde: Danmarkshistorien 1885-89

0 Comments:

Post a Comment

<< Home