Hjemvendt fra Konservativ Reaktions fødselsdag

Netop nu er jeg hjemvendt efter en sammenkomst, hvorom det kan siges, at få sådanne har været holdt før i større andagt i dets pligtfølelse og kærlighed over for det land, deltagerne elsker. En netop overstået fødselsdag for Konservativ Reaktion har vidnet om, at der endnu i dette land findes mennesker, der sætter pligtfølelse, orden og moral højt. Fire af disse var til stede til KR's fødselsdag. En fantastisk begivenhed var det, som i sandhed minder os om, at det er meget muligt, at vi ikke kan ændre hele verden, men intet andet end en skælm er den, som ikke prøver. Kampen vil fortsætte i håbet om, at vi, når vi er udbrændt, må kunne se tilbage og erklære for os selv, at vi kan se os selv i øjnene - være individer, der har slået rod i en verden af rodløshed. Endnu en gang tillykke med den 1-års fødselsdag til Reaktionen.

Uafhængighedsdagen

Jeg er historiker. Betyder d. 4. juli - den amerikanske uafhængighedsdag - så ikke noget helt specielt? Vækkes der ikke i helt særlig grad en følelse af historiens vingesus på en sådan dag? Røres der ikke noget ganske særligt i en historikers hjerte, når det går op for en, at det i dette øjeblik er 231 år siden, at de første amerikanere underskrev uafhængighedserklæringen?

Svaret på dette er for mit vedkommende:
Næ, det ved jeg såmænd ikke - jeg er dansker!

De mørke tråde og lyse bånd

"Først når væven er standset,
og tenen holdt op at slå,
trækker Gud tæppet til side,
så vi kan ret forstå -
hvorfor de mørke tråde,
såvel som de lyse bånd,
var lige nødvendige for mønsteret
for mesterens kyndige hånd."
- En livstidsfange fra Nyborg Statsfængsel

Ovenstående linier stødte jeg på i dag på en lille lap papir, da jeg ryddede op i min lejligheds mere fjerne hjørner. Det mest rørende i disse linier er naturligvis, at det er en livstidsfange, der skriver dem - et menneske, skulle man tro, der har mistet enhver form for tillid til, at livet kan bringe yderligere velsignelser. Men dette menneske, der i sin tid satte disse linier sammen, har måske netop haft den indstilling til livet, som gør, at man kan komme igennem det - hvor elendigt det end måtte være:

Livet kan være forfærdeligt! Livet kan være fuldt med prøvelser. De mørke tråde kan synes stærke og så mangfoldige, at det virker som om, de præger hele væveriet, mens de lyse bånd synes svage og så få, at de end ikke kan spille en rolle i det overordnede billede. Men når man ved livets ende ser på det vævede klæde, ses det tydeligt, at de lyse bånd fremstår stærkere, tydeligere og med langt større sammenhængskraft for det samlede tæppe end de nu ganske svage og ubetydelige mørke tråde, og de af de mørke, der træder ud, skaber kun den smukke kontrast, som gør de lyse endnu smukkere.

Denne indstilling til livet er fantastisk. I den værste kvide og i den største sorg må man huske, at livet er kontinuerligt. Sorg og glæde, problemer og løsninger går hånd i hånd, og hvis man indser det, og hvis man lever livet med det in mente, så vil livet måske overraske og netop vise, at det ikke kun er lidelser, men også glæder. Det væsentlige er, at man er klar over, at der, når man ligger på dødslejet, vil være en ubrudt livsline at se. Måske er den ikke lige, men den hænger dog sammen. Denne sammenhæng vil gøre det klart for èn, hvis man har taget livets valg alvorligt og med knusende ro, at man i sandhed har opnået noget med livet. Det har været en rejse, og man er nu nået et mål, man kan være tilfreds med, og således kan man lukke sine øjne og drage det sidste suk med et smil på læben...