Den dovne og den retfærdige

"Den dovnes ønsker bliver hans død,
for hans hænder nægter at arbejde;
dagen lang er han fuld af begær,
men den retfærdige giver uden at holde igen"

Ordsprogenes Bog kap. 21, vers 25-26

Disse linier skulle efter sigende være sagt af verdens klogeste mand - både før og siden - nemlig den israelittiske Kong Salomon. Hvorvidt man tror på dette er jo op til den enkelte selv, men én ting er vist: Disse linier indeholder stor visdom. Den "dovne", der ikke tager del i livet - hverken sit eget eller andres - ender med at kræve mere og mere ind af livet uden fortsat selv at engagere sig i det. Han ofrer sig ikke for andre mennesker - har måske endda slet ikke kontakt med dem alene, fordi de intet praktisk formål tjener. Han holder sig for sig selv og hans begær bliver større og større, og han griber efter de ting, han kan få. Livet er på denne vis ikke et sammenhængende hele, men hver dag handler om at tilfredsstille dette evigt tilbagevendende begær.

For "den retfærdige" er det imidlertid en anden sag. Denne er retfærdig, netop fordi han bliver ved med at give. Han bliver ved med at give af sig selv til sig selv, til andre og til samfundet. Hans liv bliver et sammenhængende hele. Hans liv vil i sidste ende komme til at give mening. Han vil have betydet noget for andre mennesker og vil ikke bare blive glemt. Han engagerer sig i livet og ønsker ikke blot at få noget ud af det, og alligevel er det paradoksalt nok kun ham, der på lang sigt får noget ud af det.

Den "dovne" dør sjæleligt, fordi hans begær gør ham til en maskine, der søger det, som kan tilfredsstille dens umiddelbare begær. Den "retfærdige" vælger ikke at sætte sine behov i fokus, men derimod at give til andre, hvad de behøver, og han kan, når han kigger tilbage på et langt liv, ikke fortryde noget. Alt, han har gjort, er jo netop at engagere sig i og bruge det liv, han blev givet.

Hvilken vej vælger De, kære læser?