"Jeg tror på mennesket"

Få sætninger har fået mig til at ryste mere på hovedet i enten overbærenhed eller fortvivlelse. Hvordan i alverden kan man tro på mennesket. Mennesket er i bund og grund en fordærvet skabning, hvis hele historie er tegnet af krige, undertrykkelse, magtmisbrug. I troen på mennesket siger man egentlig ikke andet, end at man tror på en race, hvis hele eksistens og historie bunder i ren og skær egoisme. Mennesket kan intet gøre med mindre det selv finder tilfredstillelse ved det: Hvis man tilraner sig magt, hvis man giver en smuk pige en buket blomster, hvis man donerer en gave anonymt til et velgørende formål, så er der uanset hvad en egoistisk grund til det - om ikke andet, så føler man det godt indvendigt efter at have gjort det. Ganske enkelt kan det logisk ikke lade sig gøre for mennesket at gøre noget uselvisk. Nej, mennesket kan jeg ikke tro på.

Selve denne fordærvelse er den, der har ledt mig til en tro på noget andet - en tro på noget større - for hvis det eneste, jeg kan sætte min lid til, er mennesket, så er det en ringe verden, vi lever i. Næ, troen på en større styrelse, der har magt til at tilgive mennesket - at tage skylden for alle de fortrædeligheder og sorger, vi som mennesker har påført os selv og andre - er så smuk, at jeg i min tilværelse ikke kan undvære den.

Når jeg har fremhævet dette synspunkt for bekendte, som ikke har delt min indstilling, så er det ofte blevet sagt, at "religionen er en krykke", men denne indstilling vil jeg gerne bestride. Religion er ikke en krykke - reilgionen er erkendelsen af, at mennesket har brug for en krykke. Ateister leder også efter en krykke, men finder den i troen på relativismen eller i fortrængelsen eller vil alternativt gå under i anger. Den religiøse erkender sine fejl og erkender, at han har tilgivelse behov. Det fantastiske ved kristendommen er, at her er denne tilgivelse givet ved nåde, som opnås ved tro alene.

Næ, jeg tror ikke på mennesket. Jeg tror på Gud. Det er såmænd det eneste, der holder i længden.

Barnedåben - hot or not?

I går var jeg, hvilket ikke er usædvanligt for mig på en søndag, i kirke. Om end jeg ikke er medlem af folkekirken holder jeg meget af at komme der, og jeg havde i går indfundet mig i Christianskirken i Århus. Efter en prædiken med den perfekte længde og et konsekvent budskab (Bl.a. sagde præsten, at "det ikke er alle, der bliver frelst automatisk blot fordi 8 ud af 10 biskopper siger det". En sådan udtalelse glæder enhver af os, der tilhører den kirkelige højrefløj.) og en nadver, hvor man kunne mærke Ånden være en ganske nær, da forventede man, at dagen var reddet, men da skete det - det på det nærmeste uundgåelige i et så stort barnedøbende kirkesamfund: Der var barnedåb!

Nu ved jeg ikke, om De, kære læser, er bevidst om, at mit manglende medlemskab af folkekirken kompenseres for ved et aktivt medlemskab af et mindre i landet liggende trossamfund: Baptistkirken i Danmark (En forbrugeroplysning: Baptisme er en religiøs retning, der appellerer til, at det enkelte menneske, når dette selv er rede, tager skridtet og bestemmer sig til at blive døbt. Dåben fungerer ved fuld neddykkelse i et større dåbsbassin i kirkerummet.) Netop derfor er mit forhold til barnedåben en smule akavet. Pga. min eksistentialistiske tilgang til min tro og mit liv i det hele taget, kan jeg derfor ikke undgå at få nervøse trækninger, jeg finder mig selv stående i en folkekirke til barnedåb. Hvordan kan man forsvare, at barnet bliver spurgt, og at dets forældre svarer. Er dette ikke at tage noget værdifuldt væk fra barnet? At fratage det livets væsentligste valg?

Misforstå mig ikke! Er der nogle, der har respekt for traditioner, så er det undertegnede - i decideret ulidelig grad ville nogle mene - men traditioner har ikke en værdi i sig selv! Traditioner må og skal hænge sammen, for ellers er hele det samfund, som er bygget på traditionerne, bygget på uholdbare ideer og indfald, og det går da slet ikke.

Og hvis det virkelig skal udpensles, så sagde Paulus (Romerbrevet kap. 10, vers 9): "For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses." Først når det, der ligger i hjertet, og det, der kommer ud af munden, er det samme, da har du taget stilling. Er det ikke forkert at kræve så meget af et spædbarn? Under alle omstændigheder: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres". Med andre ord: Så længe de er børn, får de en gratis omgang!