"Jeg tror på mennesket"

Få sætninger har fået mig til at ryste mere på hovedet i enten overbærenhed eller fortvivlelse. Hvordan i alverden kan man tro på mennesket. Mennesket er i bund og grund en fordærvet skabning, hvis hele historie er tegnet af krige, undertrykkelse, magtmisbrug. I troen på mennesket siger man egentlig ikke andet, end at man tror på en race, hvis hele eksistens og historie bunder i ren og skær egoisme. Mennesket kan intet gøre med mindre det selv finder tilfredstillelse ved det: Hvis man tilraner sig magt, hvis man giver en smuk pige en buket blomster, hvis man donerer en gave anonymt til et velgørende formål, så er der uanset hvad en egoistisk grund til det - om ikke andet, så føler man det godt indvendigt efter at have gjort det. Ganske enkelt kan det logisk ikke lade sig gøre for mennesket at gøre noget uselvisk. Nej, mennesket kan jeg ikke tro på.

Selve denne fordærvelse er den, der har ledt mig til en tro på noget andet - en tro på noget større - for hvis det eneste, jeg kan sætte min lid til, er mennesket, så er det en ringe verden, vi lever i. Næ, troen på en større styrelse, der har magt til at tilgive mennesket - at tage skylden for alle de fortrædeligheder og sorger, vi som mennesker har påført os selv og andre - er så smuk, at jeg i min tilværelse ikke kan undvære den.

Når jeg har fremhævet dette synspunkt for bekendte, som ikke har delt min indstilling, så er det ofte blevet sagt, at "religionen er en krykke", men denne indstilling vil jeg gerne bestride. Religion er ikke en krykke - reilgionen er erkendelsen af, at mennesket har brug for en krykke. Ateister leder også efter en krykke, men finder den i troen på relativismen eller i fortrængelsen eller vil alternativt gå under i anger. Den religiøse erkender sine fejl og erkender, at han har tilgivelse behov. Det fantastiske ved kristendommen er, at her er denne tilgivelse givet ved nåde, som opnås ved tro alene.

Næ, jeg tror ikke på mennesket. Jeg tror på Gud. Det er såmænd det eneste, der holder i længden.