Folk og fæ

”Folk og fæ” er en britisk serie, der foregår i et lille landsbysamfund i 40’ernes Nordengland. Hovedpersonerne er de tre dyrlæger James, Tristan og Siegfried, der med deres kompetencer forsøger at afhjælpe de problemer, der opstår i det lille samfund. Afsnittene emmer ikke af spænding i den Hollywood-agtige stil. Problemerne, der danner rammerne for de enkelte afsnit, er enten en lille piges halte æsel, en ko med tuberkulose, en kat, der er blevet væk, eller en hund, der skal aflives til sin ejers store sorg. Problemer altså af en størrelse, der synes små, men som for de involverede kan indgyde stor sorg og trængsel. Disse problemer går de tre dyrlæger aktivt ind i og tager sig ofte end ikke betalt for den hjælp, de yder.

Kynikeren ville til serien indvende, at man naturligvis ikke kan leve af godhjertethed alene. Man er nødt til at tænke på sig selv for at kunne klare livets ophold. Og hvor hører sådan en serie overhovedet hjemme i vor travle tidsalder? I en tid hvor individualisme er i højsædet. Men er individualisme egentlig ikke bare vor generations term for det, vore bedsteforældre kaldte egoisme – at sætte sig selv over det samfund, man er en del af?

Serien har været sendt i dansk tv siden jeg selv (årgang 1983) var ganske lille, og den har stadig en fast seerskare af en vis størrelse. Kan det være, fordi vi i vor postmoderne tid trænger til et afbræk fra den materielle fiksering, som for alvor har præget vort samfund siden 50’erne – hvor alt gøres op i kroner og øre, og det gælder om at have mere end naboen? Vi behøver at tro på, at der er mere i samfundet end profitmaksimering og individualisme – nemlig også opofrelse og engagement i andres tilværelse, og det er disse værdier, serien bærer frem. Hvorvidt man vil engagere sig i andres liv og ofre sig for disse mennesker og ende som et menneske, der har gjort en forskel, frem for et menneske, der har fået et designer-samtalekøkken.

Også dette er et valg, man må træffe...