Verdens bedste filmcitat

Der har i tidens løb været mange spændende forslag på verdens bedste filmcitat, og diskussionerne har været mange og lange. Diskussionerne var knap så omfangsrige i stumfilmens tidsalder, men med tiden begyndte de slagkraftige sætninger at kæmpe imod hinanden. Et ivrigt debateret forslag har været Dirty Harry's

"I know what you're thinking. "Did he fire six shots or only five?" Well, to tell you the truth, in all this excitement I kind of lost track myself. But being as this is a .44 Magnum, the most powerful handgun in the world, and would blow your head clean off, you've got to ask yourself a question: Do I feel lucky? Well, do ya, punk?"

Et ikke dårligt forslag, måske med en anelse mangel på dybde, men længe holdt den en vis standard!

I 1996 bød man denne sætning kamp i form af Leonardo di Caprios noget halvforkølede forsøg på at gå over i filmhistorien:

"I'm the king of the World"

Beklageligvis var dette for det første et dårligt forsøg og var allerede nogle år inden blevet overhalet indenom af de smukke ord:

"Run, Forrest! Run!"

Få film har dog været så rig på siden gentagne filmcitater endsige på livsvisdom end The Godfather. Et lille udvalg:

Selve Brando's fantastiske:
"Bonasera, Bonasera..."

Eller Michael's forunderlige beretning, der ender med en overraskelse og en falsk profeti:
"So the next day, my father went to see him; only this time with Luca Brasi. An' within an hour, he signed a release, for a certified check for $1000. [Kay: "How'd he do that?"] My father made him an offer he couldn't refuse. [Kay: "What was that?"] Luca Brasi held a gun to his head and my father assured him that either his brains, or his signature, would be on the contract. That's a true story. That's my family, Kay, it's not me."

Og Clemenza's udødelige:
"Leave the gun. Take the cannoli."

Og den enestående - og vise - dialog mellem Michael og Kay:
Michael: "My father is no different than any other powerful man -- any man who's responsible for other people, like a senator or president."
Kay: "You know how naive you sound...senators and presidents don't have men killed."
Michael: "Oh, who's being naive, Kay?"


- Bortset fra sidstnævnte citat er ingen dog bare oppe på siden af det, der må blive regnet for det bedste. Diskussionerne kan være brede og insisterende, men "when the baloons go up and the buttons are down", er der kun et citat, der kan gøre sig fortjent til titlen som det bedste, kun et citat, der rummer sandhed, dybde, humor, visdom og indsigt i en grad, som overgår enhver af de forrige. Citatet er fra Den Tredje Mand med Orson Welles - en ikke særlig kendt film, men med et citat, der ætser sig fast:

"In Italy for thirty years under the Borgias they had warfare, terror, murder and bloodshed but they produced Michelangelo, Leonardo da Vinci and the Renaissance. In Switzerland, they had brotherly love; they had five hundred years of democracy and peace and what did that produce? The cuckoo clock."

Diskuter gerne anden- og tredjepladsen, men vinderen er fundet!

Dynastiet styrkes endnu en gang!

Kronprinsesse Mary har født en ny prinsesse af Danmark. Udover at en familieforøgelse altid er en stor glæde, så må det slås fast, at denne fødsel ikke bare er en hvilken som helst fødsel. Ikke fordi undertegnede er Billed-Blads-freak - OVERHOVEDET! - men som royalist er det altid en stor glæde, når kongehuset, en af vore vigtige fælles nationale referencerammer, bliver gjort stadig større. Kongedømmet, som finder støtter hos høj og lav, rig og fattig, gammel og ung over alt i hele landet, er en særlig institution, en særlig familie, der forbinder hele Danmarks historie i et stort stamtræ. Det, at dette stamtræ, kan tilføje endnu en kvist, der med tiden kan vokse sig til en stor gren, er en glæde for alle de mennesker, som føler noget for kongehuset. På dette tidspunkt står landet sammen i glæde. Kun en lille gruppe står kolde og harme i hjørnet. Denne kulde og denne harme fodres af det indædte had til, at de ingen støtte har til deres sag. Denne gruppe er de danske republikanere, der med revolutionær idealisme ønsker at indføre et koldt principielt styre. Følelserne for og historien bag institutionen betyder intet. Ved en sådan situation trækkes fronterne skarpt op, og vi finder ud af, at de fleste af os så sandelig - og Gud ske lov - er royalister. Vi glædes ved denne begivenhed, og vi viser vores hengivenhed ved vores indrømmelse af, at dette ikke er en almindelig familie. Denne familie holder vort land sammen i et følelsens, historiens og fællesskabets bånd.

Derfor skal det også herfra lyde: Tillykke, Deres Majestæt, og tillykke, Deres Kongelige Højheder, tillykke med familieforøgelsen!

Transmission direkte fra Jerusalem

Vores udsendte medarbejder i Mellemøsten rapporterer

I den larmende by med muslimer, jøder og kristne, der alle sammen råber om kap med minareterne for at få stakkels turister til at købe det argeste lort, har jeg begivet mig på vandring i denne Levantens perle. Jeg er nu med ét stødt på en lille fredelig plet, hvor træer og blomster skærmer for uroen uden for og danner et lille herligt aflukke. Der er noget sært over dette sted. Det er ligesom om, jeg føler en sær indre uforklarlig fred, men jeg synes, at jeg kan se noget dernede i hjørnet? Der er noget. Er det en dør? Jeg tror det er en dør. Er det ikke en dør? Jo, det er en dør! Jeg er nu på vej ned mod denne dør, da der må være noget specielt ved den. Jeg nærmer mig nu døren, og jeg kan se, at der står noget på den. Men jeg er stadig lidt for langt væk. Hvad er det, der står?:

På frit nudansk ville dette skilts indskription, der er skrevet på engelsk, nok betyde noget i stil med: "Han er skisme ikke her, for han har saftsuseme rejst sig op". Jeg tænker, at det da er noget sært noget at skrive på en dør. På min dør derhjemme står der bare "14. Jens Wendel-Hansen". Pudsigt! Men jeg får døren åbnet og fortsætter ind i det faktisk forbløffende lille rum.


Det er måske ikke så pissehensigtsmæssigt at sætte tremmer i vejen, men så vidt jeg kan se, er der heller ikke noget særligt derinde. Jeg har lagt mærke til, at de få øvrige mennesker, der er her, er specielt tiltrukket af et specielt hjørne af denne meget lille og virkelig ubekvemme lejlighed. Jeg går nærmere for at studere det:

Det ligner nærmest sådan et meget lille svømmebasin hugget ud i sten. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan forstå interessen. Hvad sker der for meningsløs tidsspilde? Noget skuffet går jeg nu ud af den lille huleagtige lejlighed, eller hvad det er og går mod udgangen af denne hippiehave. Jeg går nu forbi en grim gammel kælling, som sidder og traller en eller anden melodi. Det går nu op for mig, at det faktisk foregår på dansk, og jeg tænker, at jeg da lige må høre, hvad det er, hun synger:

Jesus lever, Graven brast,
Han stod op med Guddoms-Vælde!
Trøsten nu er klippefast,
At Hans Kors og Død skal giælde!
Lynet blinked, Jorden bæved,
Seierrig sig Jesus hæved!

For os Alle Jesus vandt,
Vores Liv er Heltens Seier,
Lyset Mørkheds Fyrste bandt,
Fri er den, som Herren eier,
Aaben har vi Himlen fundet,
Jesus vandt og vi har vundet!


Jeg kan nu ikke lade helt være med at være en smule rørt. Jeg går langsomt mod udgangen med disse Grundtvigs rørende ord stående stadig ganske klart i hovedet. Jeg er nu på vej ud i den travle by igen, men på en eller anden måde hænger det fast og en sær ro breder sig nu i mig, og gadens uro føles sært langt væk. Det er nu pudsigt! I en sådan sindstilstand kan man vist kun sige en ting:

Glædelig Påske allesammen!!!

Hang down your head, Tom Dooley

Jeg går ud fra, at De, kære læser, har hørt denne melodi et vælg af gange, og jeg vil gerne opfordre til, at De rekvirerer den, så de kan høre banjoens klimbrende toner, idet De læser disse linier. Alternativt kan nedenstående kildehenvisning åbnes, da sangen der kører som herlig MIDI-fil!

Få har formodentlig hørt sangen i dens helhed. Lyrikken vil jeg dele med Dem herunder:

Hang down your head, Tom Dooley
Hang down your head and cry
Hang down your head, Tom Dooley
Poor boy, you're bound to die
I met her on the mountain, there I took her life
Met her on the mountain, stabbed her with my knife

This time tomorrow, reckon where I'll be
Hadn't-a been for Grayson, I'd-a been in Tennessee

This time tomorrow reckon where I'll be
Down in some lonesome valley hangin' from a white oak tree
Hang down your head, Tom Dooley
Hang down your head and cry
Hang down your head Tom Dooley
Poor boy you're bound to die


Sangen er ikke forfærdelig kompliceret, men legenden bag sangen er en længere historie. Da Tom Dooley kom hjem fra borgerkrigen flygtede han sammen med en pige, Laura Foster, og noget tid senere fandt man hende død. Bill Grayson, som havde haft håb om at ægte Laura, fangede Tom Dooley og førte ham for retten, hvor Tom hævdede sin uskyld, men ellers sagde han intet.

Selve henrettelsen foregik ved, at Tom blev kørt på en vogn til galgen siddende på sin egen kiste. Han var i spøgefuldt humør, og da han nåede til galgen sagde han, at det var en skam, at han ikke havde vasket sin hals, når han nu skulle hænges i så fint et reb. De sidste ord, han med ro i stemmen ytrede med løkken om halsen og højre hånd hævet, var: "Gentlemen, do you see this hand? Do you see it tremble? Do you see it shake? I never hurt a hair on the girl's head." Det var det sidste, han fik sagt, før faldlemmen åbnede sig.

I hhv. sangen og legenden støder læseren på to forskellige mennesker: I sangen træffer Tom det klare valg, at han dræber Laura. Undertegnede er jo kun en fejlbarlig mand og kan dermed godt levende sætte sig ind i flere situationer, hvor et drab på en kvinde ville være fristende. Men Tom står ikke ved sit valg, eller vil i hvert fald ikke tage den fulde konsekvens af valget. Han siger, at havde det ikke været for Grayson, havde han siddet og feset den af i Tennesee. I legenden derimod, hvis vi forestiller os, at Tom er ærlig og ikke har slået hende ihjel, hvor mange grunde der end måtte være til at gøre det, så bliver han tvunget til at tage ansvaret for en handling, han ikke har gjort. Det er ikke fair, nej, men hvorfor er Tom så rolig, da han kører til galgen? Fordi han er helt på det rene med, at han ikke har gjort det. At han skal dø, at han snart ikke er andet end et lig hængende fra et reb, betyder intet. Da han stod op den morgen, kunne han se sig selv i øjnene og sige, at han ikke havde gjort det, og det var nok for ham.

Konsekvensen er i de to historier den samme - han bliver hængt - men spørgsmålet er, om de to situationer så er ens. Nej, selvfølgelig er de ikke det. I sangen er der tale om en kynisk forbryder og kujon, der hellere ville stikke af end at tage sin straf som en mand. I legenden er der tale om en eksistentialistisk helt - hvad andre tænker er uden betydning. Alt, der betyder noget, er, hvem han er, hvilke valg han har truffet, og hvorvidt han i sit indre er klar over, at han har valgt rigtigt. Legendens Tom Dooley er et eksempel til efterfølgelse - også selvom det bare er en ammestuehistorie...

Kilde (formodentlig upålidelig, men det er jo også bare en legende): http://www.geocities.com/Heartland/Lake/4713/tomdooley.html

1864-mentaliteten

Uden at ville begynde at besvære Dem, kære læser, med mit livs kvide - det skulle jo nødig ende i det rene dagbogs- og brevkassehelvede - vil jeg dog gerne dele en oplevelse med Dem: I øjeblikket sidder jeg og arbejder på et foredrag til afholdelse i Randers KU d. 18. april om Slaget ved Dybbøl samme dato i 1864. Slaget var stærkt afgørende for Danmarks fremtid, idet den senere fredsaftale kostede Danmark Slesvig, Holsten og Lauenborg - en tredjedel af landet - og cementerede dermed Danmarks status som lilleputstat. Vi, der er patrioter - om end vi bliver færre og færre - kan ikke undlade at blive ikke i lille grad bevæget over at høre denne historie om lidelse og kvaler - den situation i Danmarkshistorien, hvor Holger Danske - om noget tidspunkt - har sovet over sig. Gejsten var der, ånden var der, viljen var der, men det var bagladergeværerne ikke, og derfor gik Danmark ud af krigen med bøjet nakke.

Denne bøjede nakke har vi endnu ikke fået hævet. Det nationale sindelag har siden da været opfattet som en joke, det danske militær ligeså, og det er blevet obligatorisk mindst én gang i hver historietime - det være sig i folkeskolen, i gymnasiet eller på universitetet - at pointere: "...vi må jo huske, at Danmark er et lille land". Hvad i alverdens riger og lande er det for en skvattet og defaitistisk indstilling til tingene?

Indrømmet at vi som land ikke kan klare os og overleve ved egen hjælp. Det erkender jeg! Men som ansvarlige mennesker tilhørende vor lille, men dog glorværdige kultur og historie - indeholdende personligheder som H.C. Andersen, Holberg, Grundtvig, Niels Bohr, Ole Rømer, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen, Georg Brandes. og absolut ikke mindst Søren Kierkegaard - så må vi ikke fornægte vor kultur, da den i sandhed er en del af os - uagtet, at den har lidt nederlag, at kulturen er blevet udskældt og set ned på. Hvis ikke vi vedkender os vor kultur, og hvis vi endda skammer os over den, er vi så pålidelige? Er vi andet end idealistiske tåber, der med tiden vil opdage den rodløshed, som frasigelsen af kulturen har ført med sig?

Derfor appellerer jeg til, at man gransker sin sjæl og sin tilknytning til den danske kultur og erkender, at "herfra min verden går", som H.C. Andersen så smukt skrev. Ikke på den måde at forstå, at vi skal føle, at vi har fundet de vises sten, at vi skal føle, at vi med kulturel imperialisme som kong Midas kan forvandle alt til guld, eller at vi skal påbegynde opbygning af kulturelle toldmure. Men når vi står ansigt til ansigt med verden og det fremmede, må vi følge Holger Danskes eksempel:

"Når mænd jeg kasted' min handske,
opslog jeg min ridderhjelm.
De så, jeg var Holger Danske
og ingen formummed' skælm."

Vi må stå ved vor identitet, hvoraf kulturen udgør en betydelig del. Fortier vi vor kultur, skammer vi os over den og ser ned på den, så er vi usle, uærlige, ynkelige tåber.

Til sidst vil jeg fra samme digt gøre Ingemanns appel til min

"Vil dansken i verden fægte,
men dølger åsyn og navn,
jeg ved hans ånd er ej ægte.
Jeg tager ham ej i favn."

At vende sin kulturelle arv ryggen og ikke vedkende er at vende en væsentlig del af sig selv ryggen og dermed også være falsk i sit møde med det fremmede. Kultur er ikke blot noget, man ikke kan løbe fra. Det er også noget, man ikke bør forsøge at løbe fra. At være dansk er særegent - ikke bedre eller dårligere end at være af anden nationalitet og kultur - men særegent. Og det kan en enkelt begivenhed i 1864 ikke ændre på.