Transmission direkte fra Jerusalem

Vores udsendte medarbejder i Mellemøsten rapporterer

I den larmende by med muslimer, jøder og kristne, der alle sammen råber om kap med minareterne for at få stakkels turister til at købe det argeste lort, har jeg begivet mig på vandring i denne Levantens perle. Jeg er nu med ét stødt på en lille fredelig plet, hvor træer og blomster skærmer for uroen uden for og danner et lille herligt aflukke. Der er noget sært over dette sted. Det er ligesom om, jeg føler en sær indre uforklarlig fred, men jeg synes, at jeg kan se noget dernede i hjørnet? Der er noget. Er det en dør? Jeg tror det er en dør. Er det ikke en dør? Jo, det er en dør! Jeg er nu på vej ned mod denne dør, da der må være noget specielt ved den. Jeg nærmer mig nu døren, og jeg kan se, at der står noget på den. Men jeg er stadig lidt for langt væk. Hvad er det, der står?:

På frit nudansk ville dette skilts indskription, der er skrevet på engelsk, nok betyde noget i stil med: "Han er skisme ikke her, for han har saftsuseme rejst sig op". Jeg tænker, at det da er noget sært noget at skrive på en dør. På min dør derhjemme står der bare "14. Jens Wendel-Hansen". Pudsigt! Men jeg får døren åbnet og fortsætter ind i det faktisk forbløffende lille rum.


Det er måske ikke så pissehensigtsmæssigt at sætte tremmer i vejen, men så vidt jeg kan se, er der heller ikke noget særligt derinde. Jeg har lagt mærke til, at de få øvrige mennesker, der er her, er specielt tiltrukket af et specielt hjørne af denne meget lille og virkelig ubekvemme lejlighed. Jeg går nærmere for at studere det:

Det ligner nærmest sådan et meget lille svømmebasin hugget ud i sten. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan forstå interessen. Hvad sker der for meningsløs tidsspilde? Noget skuffet går jeg nu ud af den lille huleagtige lejlighed, eller hvad det er og går mod udgangen af denne hippiehave. Jeg går nu forbi en grim gammel kælling, som sidder og traller en eller anden melodi. Det går nu op for mig, at det faktisk foregår på dansk, og jeg tænker, at jeg da lige må høre, hvad det er, hun synger:

Jesus lever, Graven brast,
Han stod op med Guddoms-Vælde!
Trøsten nu er klippefast,
At Hans Kors og Død skal giælde!
Lynet blinked, Jorden bæved,
Seierrig sig Jesus hæved!

For os Alle Jesus vandt,
Vores Liv er Heltens Seier,
Lyset Mørkheds Fyrste bandt,
Fri er den, som Herren eier,
Aaben har vi Himlen fundet,
Jesus vandt og vi har vundet!


Jeg kan nu ikke lade helt være med at være en smule rørt. Jeg går langsomt mod udgangen med disse Grundtvigs rørende ord stående stadig ganske klart i hovedet. Jeg er nu på vej ud i den travle by igen, men på en eller anden måde hænger det fast og en sær ro breder sig nu i mig, og gadens uro føles sært langt væk. Det er nu pudsigt! I en sådan sindstilstand kan man vist kun sige en ting:

Glædelig Påske allesammen!!!