1864-mentaliteten
Uden at ville begynde at besvære Dem, kære læser, med mit livs kvide - det skulle jo nødig ende i det rene dagbogs- og brevkassehelvede - vil jeg dog gerne dele en oplevelse med Dem: I øjeblikket sidder jeg og arbejder på et foredrag til afholdelse i Randers KU d. 18. april om Slaget ved Dybbøl samme dato i 1864. Slaget var stærkt afgørende for Danmarks fremtid, idet den senere fredsaftale kostede Danmark Slesvig, Holsten og Lauenborg - en tredjedel af landet - og cementerede dermed Danmarks status som lilleputstat. Vi, der er patrioter - om end vi bliver færre og færre - kan ikke undlade at blive ikke i lille grad bevæget over at høre denne historie om lidelse og kvaler - den situation i Danmarkshistorien, hvor Holger Danske - om noget tidspunkt - har sovet over sig. Gejsten var der, ånden var der, viljen var der, men det var bagladergeværerne ikke, og derfor gik Danmark ud af krigen med bøjet nakke.
Denne bøjede nakke har vi endnu ikke fået hævet. Det nationale sindelag har siden da været opfattet som en joke, det danske militær ligeså, og det er blevet obligatorisk mindst én gang i hver historietime - det være sig i folkeskolen, i gymnasiet eller på universitetet - at pointere: "...vi må jo huske, at Danmark er et lille land". Hvad i alverdens riger og lande er det for en skvattet og defaitistisk indstilling til tingene?
Indrømmet at vi som land ikke kan klare os og overleve ved egen hjælp. Det erkender jeg! Men som ansvarlige mennesker tilhørende vor lille, men dog glorværdige kultur og historie - indeholdende personligheder som H.C. Andersen, Holberg, Grundtvig, Niels Bohr, Ole Rømer, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen, Georg Brandes. og absolut ikke mindst Søren Kierkegaard - så må vi ikke fornægte vor kultur, da den i sandhed er en del af os - uagtet, at den har lidt nederlag, at kulturen er blevet udskældt og set ned på. Hvis ikke vi vedkender os vor kultur, og hvis vi endda skammer os over den, er vi så pålidelige? Er vi andet end idealistiske tåber, der med tiden vil opdage den rodløshed, som frasigelsen af kulturen har ført med sig?
Derfor appellerer jeg til, at man gransker sin sjæl og sin tilknytning til den danske kultur og erkender, at "herfra min verden går", som H.C. Andersen så smukt skrev. Ikke på den måde at forstå, at vi skal føle, at vi har fundet de vises sten, at vi skal føle, at vi med kulturel imperialisme som kong Midas kan forvandle alt til guld, eller at vi skal påbegynde opbygning af kulturelle toldmure. Men når vi står ansigt til ansigt med verden og det fremmede, må vi følge Holger Danskes eksempel:
"Når mænd jeg kasted' min handske,
opslog jeg min ridderhjelm.
De så, jeg var Holger Danske
og ingen formummed' skælm."
Vi må stå ved vor identitet, hvoraf kulturen udgør en betydelig del. Fortier vi vor kultur, skammer vi os over den og ser ned på den, så er vi usle, uærlige, ynkelige tåber.
Til sidst vil jeg fra samme digt gøre Ingemanns appel til min
"Vil dansken i verden fægte,
men dølger åsyn og navn,
jeg ved hans ånd er ej ægte.
Jeg tager ham ej i favn."
At vende sin kulturelle arv ryggen og ikke vedkende er at vende en væsentlig del af sig selv ryggen og dermed også være falsk i sit møde med det fremmede. Kultur er ikke blot noget, man ikke kan løbe fra. Det er også noget, man ikke bør forsøge at løbe fra. At være dansk er særegent - ikke bedre eller dårligere end at være af anden nationalitet og kultur - men særegent. Og det kan en enkelt begivenhed i 1864 ikke ændre på.
Denne bøjede nakke har vi endnu ikke fået hævet. Det nationale sindelag har siden da været opfattet som en joke, det danske militær ligeså, og det er blevet obligatorisk mindst én gang i hver historietime - det være sig i folkeskolen, i gymnasiet eller på universitetet - at pointere: "...vi må jo huske, at Danmark er et lille land". Hvad i alverdens riger og lande er det for en skvattet og defaitistisk indstilling til tingene?
Indrømmet at vi som land ikke kan klare os og overleve ved egen hjælp. Det erkender jeg! Men som ansvarlige mennesker tilhørende vor lille, men dog glorværdige kultur og historie - indeholdende personligheder som H.C. Andersen, Holberg, Grundtvig, Niels Bohr, Ole Rømer, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen, Georg Brandes. og absolut ikke mindst Søren Kierkegaard - så må vi ikke fornægte vor kultur, da den i sandhed er en del af os - uagtet, at den har lidt nederlag, at kulturen er blevet udskældt og set ned på. Hvis ikke vi vedkender os vor kultur, og hvis vi endda skammer os over den, er vi så pålidelige? Er vi andet end idealistiske tåber, der med tiden vil opdage den rodløshed, som frasigelsen af kulturen har ført med sig?
Derfor appellerer jeg til, at man gransker sin sjæl og sin tilknytning til den danske kultur og erkender, at "herfra min verden går", som H.C. Andersen så smukt skrev. Ikke på den måde at forstå, at vi skal føle, at vi har fundet de vises sten, at vi skal føle, at vi med kulturel imperialisme som kong Midas kan forvandle alt til guld, eller at vi skal påbegynde opbygning af kulturelle toldmure. Men når vi står ansigt til ansigt med verden og det fremmede, må vi følge Holger Danskes eksempel:
"Når mænd jeg kasted' min handske,
opslog jeg min ridderhjelm.
De så, jeg var Holger Danske
og ingen formummed' skælm."
Vi må stå ved vor identitet, hvoraf kulturen udgør en betydelig del. Fortier vi vor kultur, skammer vi os over den og ser ned på den, så er vi usle, uærlige, ynkelige tåber.
Til sidst vil jeg fra samme digt gøre Ingemanns appel til min
"Vil dansken i verden fægte,
men dølger åsyn og navn,
jeg ved hans ånd er ej ægte.
Jeg tager ham ej i favn."
At vende sin kulturelle arv ryggen og ikke vedkende er at vende en væsentlig del af sig selv ryggen og dermed også være falsk i sit møde med det fremmede. Kultur er ikke blot noget, man ikke kan løbe fra. Det er også noget, man ikke bør forsøge at løbe fra. At være dansk er særegent - ikke bedre eller dårligere end at være af anden nationalitet og kultur - men særegent. Og det kan en enkelt begivenhed i 1864 ikke ændre på.
posted by J. W. | 7:12 PM
2 Comments:
Var det ikke netop den manglende erkendelse af at være en "lilleput-nation", der kostede Danmark sejren i 1864? Fordi vi ikke havde forstået, at sejren i 1848 også havde med stormagternes gunst at gøre?
Jeg er godt klar over, at nationalliberalismen var på sit højeste mellem 1848 og 1864, mellem den første og anden slesvigske krig, men jeg mener altså ikke, at nederlaget i 1864 har kostet "det danske sindelag" (hvis man kan bruge den vending) dyrt. Hvis jeg ikke husker meget galt, så er slaget ved Dybbøl da ligefrem blevet fejret i eftertiden, og patriotismen voksede sig da efter nederlaget så stærk, at i hvert fald Herman Bang i "Tine" følte sig nødsaget til at advare mod denne oprustning af nationalismen.
Jeg vil gerne understrege, at min pointe med ovenstående indlæg ikke var at hævde, at Danmark efter 1864 ikke havde et nationalt sindelag, men dette sindelag var i nogen grad svækket af den "bøjede nakke". Det politiske liv blev efter nederlaget præget i høj grad af Højres dominans og et ønske om, at nationalismen ikke skulle få overtaget igen. Det intellektuelle miljø følte det som sin pligt at slå ned på romantikken - og ikke mindst nationalromantikken. Her kommer både Herman Bang og Georg Brandes ind i billedet. Den intellektuelle fløj talte også Viggo Hørup, som netop fik stillet spørgsmålet: "Hvad skal det nytte?" mht. landets militær - et synspunkt, der ikke i ringe grad har påvirket landets forsvarspolitik i nyere tid i en defaitistisk retning - specielt op til 2. Verdenskrig, hvor man skruede helt ned for hanerne i håb om, at tyskerne så ikke ville indtage landet, fordi der ikke var noget at indtage - en helt klar opfattelse af en total mangel på nationalt potentiale.
Ej heller har det med dette indlæg været min pointe at ønske den nationalliberale nationalisme tilbage, som var fuldstændig ude af trit med rationel tankegang. Men dermed heller ikke sagt, at det ikke er vigtigt at holde fast i væsentlige elementer af nationalromantikken - netop den solide rodfæstelse i dansk kultur, som immervæk er det, vi kommer fra. Denne er i stadig højere grad fortrukket til grundlovstaler og 5. maj, hvor man altid skal huske at pointere, at "vi er jo ikke nationalister" eller "men Danmark kan ikke meget i egen kraft". Nationalt indstillede mennesker udstilles som landsbytosser, mens folk der har den samme indstilling over for f.eks. Europa/EU opfattes som reflekterede og fremtidsskuende mennesker, om end de ikke har meget rod i fortiden.
Det er den udvikling, jeg synes er ærgerlig!
Post a Comment
<< Home