Folk og fæ

”Folk og fæ” er en britisk serie, der foregår i et lille landsbysamfund i 40’ernes Nordengland. Hovedpersonerne er de tre dyrlæger James, Tristan og Siegfried, der med deres kompetencer forsøger at afhjælpe de problemer, der opstår i det lille samfund. Afsnittene emmer ikke af spænding i den Hollywood-agtige stil. Problemerne, der danner rammerne for de enkelte afsnit, er enten en lille piges halte æsel, en ko med tuberkulose, en kat, der er blevet væk, eller en hund, der skal aflives til sin ejers store sorg. Problemer altså af en størrelse, der synes små, men som for de involverede kan indgyde stor sorg og trængsel. Disse problemer går de tre dyrlæger aktivt ind i og tager sig ofte end ikke betalt for den hjælp, de yder.

Kynikeren ville til serien indvende, at man naturligvis ikke kan leve af godhjertethed alene. Man er nødt til at tænke på sig selv for at kunne klare livets ophold. Og hvor hører sådan en serie overhovedet hjemme i vor travle tidsalder? I en tid hvor individualisme er i højsædet. Men er individualisme egentlig ikke bare vor generations term for det, vore bedsteforældre kaldte egoisme – at sætte sig selv over det samfund, man er en del af?

Serien har været sendt i dansk tv siden jeg selv (årgang 1983) var ganske lille, og den har stadig en fast seerskare af en vis størrelse. Kan det være, fordi vi i vor postmoderne tid trænger til et afbræk fra den materielle fiksering, som for alvor har præget vort samfund siden 50’erne – hvor alt gøres op i kroner og øre, og det gælder om at have mere end naboen? Vi behøver at tro på, at der er mere i samfundet end profitmaksimering og individualisme – nemlig også opofrelse og engagement i andres tilværelse, og det er disse værdier, serien bærer frem. Hvorvidt man vil engagere sig i andres liv og ofre sig for disse mennesker og ende som et menneske, der har gjort en forskel, frem for et menneske, der har fået et designer-samtalekøkken.

Også dette er et valg, man må træffe...

Useriøsitet i afgørelsens time!

Denne blog skal ikke ende med at blive en udstilling af min tilværelse, for det er den ganske enkelt for almindelig og uinteressant til, men da det er vore oplevelser i vor tilværelse, der nu en gang leder os til vore tanker og vore valg, så er menneskets oplevelser selve nøglen til dettes tankesæt. På dette punkt kan man godt forstå historiefortællingens fader Herodots ellers noget tynde og, fra en eksistentialistisk synsvinkel, uansvarlige udtalelse: "Circumstances rule men and not men circumstances."

Oplevelsen, jeg vil dele med Dem, kære læser, er min første skoledag på et nyt studium - sidefagsuddannelsen på samfundsfag - som netop er overstået. Jeg havde ingen forventninger til denne dag. Ingen! Jeg var overbevist om, at denne dag kun ville blive en gentagelse af min første skoledag, da jeg i sin tid startede på historie, som er mit hovedfag. På denne dag fik jeg som det første at vide af mine tutorer, at "historiestudiet kun handler om druk"! Hvilken mageløs udtalelse. Hvilket fantastisk vid, der skal til at opsætte netop denne tese. Og hvor skarpt et hoved, der skal til for at fange selve den skjulte mening i dette morsomme budskab! Hvad i alverden skal en sådan udtalelse til for? Det viste sig hurtigt, at holdningen havde spredt sig til store dele af studiet, og en stor del af mit eget hold havde en direkte useriøs tilgang til selve studiet. På selve første skoledag var der endog en, der sagde: "Jeg skiftede hertil fra engelsk, fordi der ikke var nok gang i den!" Så er fokus da først helt væk. Hvis det bliver de sociale arrangementer, der ligger til grund for det, du skal beskæftige dig med resten af din tilværelse, så tager du ikke valget alvorligt.

I gennem vort hele liv vil vi blive stillet over for valg. Nogle er vigtige, andre ligegyldige, men vi vil aldrig kunne vide, hvor vigtige vore valg er, før vi har set konsekvenserne. Derfor er det af stor betydning, at man tager alle sine valg alvorligt og træffer valget med 100% lidenskab lagt bag.

Da jeg i dag begyndte på samfundsfag, oplevede jeg, at tendensen fra mit første år ikke gentog sig. Folk syntes dér meget interesserede i deres nyvalgte fag. Oplysninger blev slugt rå, og alle syntes fantastisk engageret i at komme i gang. Det er sådan, det bør være! Man bør tage sine beslutninger alvorligt nok til også at gå fuldt ud engagerede ind i dem. Dette er den rette måde at træffe et valg på!

Jeg ser frem til to års engageret læsning - og naturligvis også nogle solide og gode venskaber og morsomme fester med menneskene fra min klasse - men jeg vil holde mit fokus klart. Det sidste må ikke ske på bekostning af det første. Helst skulle de hænge sammen...

Den dovne og den retfærdige

"Den dovnes ønsker bliver hans død,
for hans hænder nægter at arbejde;
dagen lang er han fuld af begær,
men den retfærdige giver uden at holde igen"

Ordsprogenes Bog kap. 21, vers 25-26

Disse linier skulle efter sigende være sagt af verdens klogeste mand - både før og siden - nemlig den israelittiske Kong Salomon. Hvorvidt man tror på dette er jo op til den enkelte selv, men én ting er vist: Disse linier indeholder stor visdom. Den "dovne", der ikke tager del i livet - hverken sit eget eller andres - ender med at kræve mere og mere ind af livet uden fortsat selv at engagere sig i det. Han ofrer sig ikke for andre mennesker - har måske endda slet ikke kontakt med dem alene, fordi de intet praktisk formål tjener. Han holder sig for sig selv og hans begær bliver større og større, og han griber efter de ting, han kan få. Livet er på denne vis ikke et sammenhængende hele, men hver dag handler om at tilfredsstille dette evigt tilbagevendende begær.

For "den retfærdige" er det imidlertid en anden sag. Denne er retfærdig, netop fordi han bliver ved med at give. Han bliver ved med at give af sig selv til sig selv, til andre og til samfundet. Hans liv bliver et sammenhængende hele. Hans liv vil i sidste ende komme til at give mening. Han vil have betydet noget for andre mennesker og vil ikke bare blive glemt. Han engagerer sig i livet og ønsker ikke blot at få noget ud af det, og alligevel er det paradoksalt nok kun ham, der på lang sigt får noget ud af det.

Den "dovne" dør sjæleligt, fordi hans begær gør ham til en maskine, der søger det, som kan tilfredsstille dens umiddelbare begær. Den "retfærdige" vælger ikke at sætte sine behov i fokus, men derimod at give til andre, hvad de behøver, og han kan, når han kigger tilbage på et langt liv, ikke fortryde noget. Alt, han har gjort, er jo netop at engagere sig i og bruge det liv, han blev givet.

Hvilken vej vælger De, kære læser?

Kærlighedens mysterium

Naturligvis skal denne blog ikke ende med at være et terapeutisk orgie, men alligevel vil jeg vende mig mod et meget følelsesbetonet emne i denne det første længere indlæg - nemlig kærligheden!

Mange mennesker har gennem tiden vendt sig til mig og sagt: "Jens, med dit fantastiske ydre og din uimodståelige charme, så kan kærligheden ikke være et fremmed felt for dig. Du må da have haft din anpart af damer i tidens løb!" Efter jeg har nikket samtykkende spørger de: "Kan du forklare mig kærlighedens mysterium?" Og da må jeg blankt svare: "Ja, det kan jeg faktisk godt! Nu vil jeg tage dig ud på en rejse - en rejse, der overgår din vildeste fantasi. Efter denne rejse vil du aldrig være den samme igen":

Kærligheden er ikke en eller anden form for semimetafysisk størrelse, som den ofte bliver gjort til i sentimentalisternes og selektisternes selvbestaltede religiøse udgangspunkt: "Gud er kærlighed". Kærlighed er et udtryk for en så positiv indstilling til et andet individ, at vilje til at være sammen med netop dette individ nærmest er selvforsynende. Når man vil være sammen med mennesket, og man vælger at være sammen med mennesket, så vil viljen til at være sammen med dette menneske også i fremtiden være stor.

Men hvordan bliver denne vilje så til? Dette kan ske på en række alle stærkt irrationelle måder. Disse to er de to yderpoler:
1) Man vågner en morgen efter at have tilbragt en aften i samtale eller lignende med et individ af det feminine køn - i kvinders tilfælde naturligvis "det maskuline køn" - og så vil viljen indfinde sig. Den videnskabelige term for dette fænomen er "pludselig forelskelse".
2) Viljen udvikles fra måske direkte afsky til en mere og mere positiv indstilling over for vedkommende. Genstanden for denne viljes opblomstring vil man løbende blive mere og mere fortrolig med og til sidst vil dette ende i et nært forhold. Den videnskabelige term for dette fænomen er "udviklende forelskelse"

Hvordan går disse "forelskelser" fra dette stadie og til "kærlighed"? I begge tilfælde gælder den regel, at det, at en part føler denne "forelskelse", ikke automatisk determinerer den andens følelser. Dette kan afstedkomme store problemer for de implicerede parter - primært den direkte ramte. Termen herfor er "ulykkelig kærlighed"!

Såfremt de to parter - herefter kaldet A1 og A2 - begge føler denne "forelskelse", og at genstanden for denne følelse vel at mærke er den modsatte part - i A1's tilfælde A2 og i A2's tilfælde A1 - så vil den normale konsekvens heraf være en erklæring af dette faktum over for modparten i form af fysisk berøring eller ved verbal erklæring. Dette kan tage kortere eller længere tid, da det skal haves in mente, at ingen af parterne er bevidst om modpartens "forelskelse".

Når erklæringen er sket, oplever man en pludselig glæde, der får begge parter til at handle irrationelt. Køb af roser eller chokolade er ikke usædvanligt. Smykker ej heller, men sidstnævnte bruges dog primært, hvis glæden leder til irrationalitet på randen af sindssyge. Dette fortsætter en mindre periode, hvor efter der kommer mere rutine i denne giverglæde - bl.a. på specielle mærkedage gives der herefter gaver.

Det er i denne situation "det forpligtende forhold", at viljen og den positive indstilling - læs:"kærligheden" - bliver en nødvendighed. Såfremt viljen og den positive indstilling falmer hen - evt. ved tvivl ang. gensidigheden i denne "kærlighed" fra modpartens side, ved kedsommelighed, eller fordi man har fundet en anden genstand for denne hengivenhed - læs: "noget andet kørvel" - da bliver den angrebne part tvunget til at tage stilling. Vælger han at satse på kærligheden til modparten i dette "forpligtende forhold"? Hvis ja, vil forholdet fortsætte! Hvis nej, så bør forholdet ikke længere opretholdes! Hvis valget ikke tages 100% er det ikke taget!

Ovenstående indretninger i menneskets hjerne har traditionelt en stor social indvirkning på mennesket og må derfor ikke overses på trods af disses irrationelle tendenser.

I tilfældet bøsser, lesbiske eller for kærlighedsforhold med flere end to personer bliver sagerne på alle måder mere kompliceret, og derfor behandles disse ikke i dette indlæg.

Kilde: Jens "Dr. Love" Wendel-Hansen: "Hvad er kærlighed? Det skal jeg fortælle dig!"

It's a bird. It's a plane. No, it's the "autentiske menneske"!

Så har en ny blog set dagens lys. Til alle jer, der synes at have læst noget af min vittige pen før, så er jeg også skribent på konservativreaktion.blogspot.com, men i mellem de nogen gange lidt for progressive indlæg, har jeg følt et behov for et sted, hvor jeg selv kan summe over det at være menneske. Denne side er helliget min egen opfattelse af menneskelivet med alle dets valg og de pligter og det ansvar, der følger med. Det handler om ikke bare at følge strømmen, men at tage ansvar for eget liv - at vælge bevægelser og strømninger fra og at blive et "autentisk menneske", som Søren Kierkegaard kalder det. At leve livet handler ikke om at finde lykke, rigdom, kundskab, glæde, kærlighed eller noget andet. Det handler alene om at finde sig selv!

God fornøjelse!